Digitale rådgivere: Sådan udnytter Tal og Tanker digitaliseringen

Hvordan ser fremtiden ud for revisorer?
Hvad betyder digitaliseringen for branchen?
Og hvordan arbejder revisorvirksomheder specifikt med digitaliseringen?

Det er alle spørgsmål, vi arbejder med hos Crediwire. I denne interviewserie med fokus på bedre finansielle oplevelser tager vi temperaturen på digitaliseringen i revisorbranchen. I serien skal du blandt andet møde Partner Revision, One Revision og Tal & Tanker.

I denne udgave af Digitale Rådgivere har vi talt med Rune Westensee, der er Revisor HD-R hos Tal & Tanker. Tal & Tanker er et statsautoriseret revisionsselskab med kontorer i Silkeborg og Pandrup. Som revisionsselskabets navn antyder, fokuserer Tal & Tanker både på deres kunders tal men også på menneskene bag. Ifølge dem er det nemlig væsentligt, at der er styr på tallene, så der er plads til overskud til de tanker, der kan forløse deres kunders potentiale og dermed skabe vækst, succes og værdi. Desuden fokuserer Tal & Tanker på at implementere og integrere digitale løsninger, der er med til at gøre deres arbejde mere effektivt.

Vi har tidligere skrevet om, hvilken rolle digitaliseringen spiller for revisorer i vores rapport, Fra regnskab til rådgivning, hvor vi giver råd til, hvordan du selv kommer godt i gang med digitalisering af arbejdsopgaver. Du kan læse rapporten og få det spændende overblik her

 

Hvad efterspørger jeres kunder, og har denne efterspørgsel ændret sig? 


Verdenen har ændret sig betydeligt de seneste 10 år. Den traditionelle kunde afleverede sine bilag op til momsfristen i en pose eller en mappe i rækkefølge efter et kontoudtog. Dette skulle herefter tastes manuelt ind i et bogføringssystem, hvor man herefter kunne printe en saldobalance ud, som kunne gennemgås med kunden.

I dag er bogholderiet flyttet ud i skyen, ens bankposteringer bliver automatisk indlæst, bilagene for virksomheden bliver scannet med ens telefon, og det hele foregår realtime.

Dette giver flere muligheder for rådgivere. Kunderne efterspørger løbende rådgivning og en mere flydende dialog kontra ”gamle dage”, hvor man kun måske snakkede med sin revisor en eller to gange om året.

Man får mere ud af at diskutere regnskabstal, som kun er et par timer gamle i forhold til før i tiden, hvor man diskuterede regnskabstal, som kunne være flere måneder gamle.

Der ligger et pres på rådgiverne, at den moderne revisor skal have en større digital og teknisk forståelse. Kunderne kræver, at rådgiverne kan hjælpe med at optimere deres virksomhed, så kunden sparer mest mulig tid, som derimod kan bruges på deres forretning.


Hvordan kan I, som rådgivere, hjælpe jeres kunder?

Der er åbnet et helt nyt marked op. Rådgivere kan nu sælge løbende rådgivning til deres kunder, hvor man diskuterer nuværende, relevante problemstillinger i stedet for problemer, der skete for flere måneder siden.

Den moderne revisors it-kundskaber bør forbedres for at kunne sikre sin position i markedet. Kunderne og markedet kræver rådgivere, som kan hjælpe med automatisering- og optimeringsprocesser. Kunden ønsker at bruge så lidt tid på sit bogholderi som muligt, så de kan bruge tiden på at vækste i stedet. Det er der, hvor rådgiveren skal være skarp i sin rådgivning omkring optimering af de interne processer, ellers skal kunden nok finde en anden rådgiver.


Hvad er de største muligheder ved digitaliseringen af revisorbranchen?

Effektivisering og optimering er nøgleordene. Målet er at bruge mindst muligt tid på bogholderi og kontorarbejde, så man kan bruge sin tid på at styre virksomheden i stedet. At kunne tage beslutninger ud fra et up-to-date bogholderimateriale og lave langsigtede beslutninger frem for at tage beslutninger på baggrund af en halvt år gammel balance er alfa og omega. 

Virksomheden kan ikke tage bedre beslutninger end det materiale, de har. Garbage in, garbage out. Det gør det heller ikke nemmere, at man skulle kunne tage hurtigere og mere kvalificerede beslutninger, end man skulle før i tiden, på grund af at markedet kræver det.


Ud med den traditionelle årsrapport

Mit ønske-fremtidsscenarie er, at den ”traditionelle” årsrapport udgår. Den nuværende årsrapport skal indsendes til Erhvervsstyrelsen senest fem måneder efter endt regnskabsår. Dette giver kun et øjebliksbillede på en virksomhed, og det billede er måske fem måneder gammelt.

Jeg forestiller mig et tidspunkt, hvor der indsendes data til Erhvervsstyrelsen i realtime, og hvor man kan lave en årsrapport med det samme. Dette ville dog kræve en international standardiseret kontoplan, som alle virksomheder benyttede sig af eller havde tilknyttet sin egen kontoplan til.

Dette ville åbne op for nye muligheder med kreditvurderinger i realtime, vurdering af ens leverandører og kunder, samt til sidst at kunne yde rådgivning med materiale i realtime.


Hvilke udfordringer står revisorbranchen overfor i en mere digitaliseret fremtid? Hvordan vil I håndtere dem? 

De største problemer opstår i revisionsvirksomhederne, hvor kulturen ikke nødvendigvis er modtagelig overfor en digitaliseret fremtid. Mange er nervøse for deres arbejde, og hvad en digitaliseret fremtid betyder.

Mit bud er, at den traditionelle bogholder lige så stille udgår og bliver omskolet til at blive en controller, som observerer bogholderiet og griber ind, hvor der er ting, som skal korrigeres.

Men revisionshusene skal ikke være nervøse for at prøve forskellige digitale løsninger af. Revisionshusene behøver ikke blive digitale fra den ene dag til den anden. Men jeg anbefaler, at virksomhederne prøver forskellige løsninger af og ser, hvad der fungerer for dem, og hvad der ikke fungerer for dem.


Hvordan vurderer I, at Crediwire er med til at skabe bedre finansielle oplevelser?

Crediwire hjælper med udfordringen at bringe kunden og rådgiveren tættere på hinanden og tage en løbende dialog i stedet for det traditionelle møde med revisoren en gang om året.

Jeg tror også, at mange kunder bedre ville kunne overskue en rapportering fra Crediwire, som er letlæselig mod en traditionel saldobalance fra et bogføringssystem, som kræver en revisoruddannelse for at kunne læse.

Har I tre skarpe råd til revisorbranchen i 2021?

Tag chancer. Revisorvirksomheder skal ikke være nervøse for at prøve nye digitale løsninger af og se, hvad der fungerer for dem. Det er vigtigt at skabe en kultur internt i virksomheden, hvor de ansatte ikke er nervøse for at prøve nye ting af.

Lyt til kundens behov.
Tag dialogen med kunden om, hvad de ønsker for, at deres hverdag bliver nemmere. Revisoren har en tendens til at sælge en løsning, som hedder et regnskab samt bogføring to gange årligt. Men det er vigtigt at huske på, at kunderne er forskellige.
Iværksættere er sjældent 80 år gamle. Yngre iværksættere har andre behov og ønsker end virksomhedsejere, som har været på markedet i 30 år. Derfor er det endnu vigtigere at forstå kundens unikke behov.

Snak på tværs af generationer.
De yngre medarbejdere og de mere erfarne revisorer bør snakke mere sammen. Der er en tendens til, at de mere erfarne revisorer siger, at ”sådan plejer vi at gøre”. Hvorfor kan tingene ikke gøres anderledes? De erfarne revisorer bør lytte til de unge. Men de unge skal også lære af de erfaringer, de ældre revisorer har. 

 

________________________________________________________________________________________________________

 

Crediwire er en platform for finansiel optimering for virksomheder og deres rådgivere. Med Crediwire kan du spare tid på de tidskrævende, førhen manuelle, opgaver og langsommeligt papirarbejde og i stedet frigive tid til din forretning. 

Gør som 9.500 andre virksomheder og tilmeld dig Crediwire i dag eller skriv til os her. Det er gratis for virksomheder.